Forfatterarkiv: Administrator

Temauge om australsk sprog og kultur, 3.-7. februar 2020

I hele uge 6 har 0.-7. klasse arbejdet i værksteder med deres familiegrupper, og alting har drejet sig om Australien.

Mandag og tirsdag var der gang i følgende værksteder:

  • Historie, hvor Vibeke fortalte om forskellige dele af Australiens historie, som børnene bagefter arbejdede videre med gennem plancher med tekst og billeder
  • Idræt, hvor Sebastian lærte børnene at spille australsk fodbold (uden tæv) og afsluttede med en kamp.
  • Kunst, hvor Susie gennemgik forskellige aboriginale kunstarter, og hvor børnene lavede et prikbillede af deres hænder.

Og onsdag og torsdag skulle vi være i disse værksteder:

  • Geografi, hvor Kerstin fortalte om den australske geografi, hvorefter børnene lavede deres egne australienskort.
  • Mytologi, hvor Vibeke dykkede ned i den store og meget gamle mytologi, og hvor børnene kunne lave forskellige produkter, f.eks. en model af Uluru (Ayer’s Rock).
  • Matematik, hvor Sebastian udstyrede børnene med 50.000 (fantasi)kroner og bad dem lave en rejse til Australien med alt muligt spændende, men uden at overskride budgettet.
  • Sprog, hvor Susie fortalte om australsk engelsks særpræg og udtale og fik børnene til at ord-quizze, før de selv skulle lave deres egne ordkort med illustrationer af australske ord og talemåder

Fredagen blev brugt i de åbne værksteder, hvor der var mulighed for at gøre sine produkter færdige før den store og sindssygt flotte udstilling, som vi alle gik rundt og så før frokost.

Det har været en god uge med arbejde på kryds og tværs, hvor vi har kunnet se, hvordan store og små kan hjælpe og supplere hinanden, og hvordan de tager alt det rare og hyggelige med sig til frokost, ud i frikvarteret eller til samling – og vi ved godt nok også meget mere om Australien nu, end vi gjorde, da vi begyndte!

Next

Klassefest i 3.-4. klasse, 6. februar 2020

Temaet var “OMVENDT”, så alle, der havde lyst til at klæde sig ud, skulle komme som det modsatte køn, og der var heldigvis mange, der havde lyst til at give den gas med kjoler og makeup og habit og skæg , og hvad man nu ellers syntes hørte til at lave alting helt omvendt. Sebastian havde valgt den fine Conchita Wurst-stil, så alt var muligt, og hvor var det i det hele taget nogle flotte, glade og seje børn, der mødte til fest.

Alle havde mad med, som blev indtaget efter velkomstdrinken. Desværre var det ganske umuligt for festdeltagerne at spise op, for der var så meget, og det var så lækkert, men det er helt sikkert, at der blev gjort et behjertet forsøg – festmiddagen varede det meste af en time! Tusind tak til børn og forældre for den lækre mad.

Efter maden var det tiltrængt med en svingom i salen, hvor der blev spillet op til stoledans, limbo og stopdans. Efter en god gang rumperyst, blev alle damerne og herrerne sendt rundt på skolen efter spor i den store skattejagt, og det lykkedes efter nogen tids ihærdig søgen at finde skatten. Wuhu!

Efter skatteudbetaling var der til sidst tid til at synge og danse og lege til den store guldmedalje i salen, og det var nogle trætte børn (og nogle pænt døve voksne), der sagde farvel og tak for i aften efter en dejlig fest med masser og sjov, glæde, leg og gang i den.

Vi ses til næste år til endnu et brag af en fest!

(Vi beklager den superringe billedkvalitet, men dansende børn og skidt mobilkamera er bare ikke en god cocktail)

Klassefest i 0.-2. klasse, 30. januar 2020

Så har vi afholdt årets klassefest i 0.-2. klasse. Traditionen tro var klassefesten en bamsefest, hvor det var børnenes yndlingsbamser, der blev inviteret og blev opfordret til at tage deres yndlingsbørn med.

Og sikke mange flotte, fine, seje, pæne og rare bamser og børn, der mødte op til et festligt pyntet klasselokale og velkomstdrinks med vingummibamseoverraskelse. Vi fik hilst på hinanden og på hinandens bamser, fandt vores pladser ved bordet og fik den dejligste bamsemad serveret – tak for mad til bamsebørnenes forældre! Ved bordet blev der talt hyggeligt sammen, maden blev rost til skyerne, og høfligheden var i top – man var vel til fint selskab.

Da alle var stopmætte, legede vi Bamse-Simon siger og dansede bamselimbo og bamsestopdans til stor glæde for både børn og bamser – det er jo ikke hver dag, man kan glide under limbostangen på en kæmpebamse eller sidde en omgang over i stopdans, fordi ens bamse viftede lidt med ørerne, da musikken stoppede.

Bagefter gik den vilde skattejagt, hvor vi skulle finde bamsebogstaver rundt på hele skolen. Bamserne valgte i stor stil lige at holde en pause i sofaen, mens børnene i par gennemsøgte hver en kvadratcentimeter af skolens lokaler og heldigvis endte med at finde alle bogstaverne, selvom et enkelt havde gemt sig bag Sebastians ene øre.

Da de dygtige børn havde tydet skattekoden helt uden bamsernes hjælp, viste det sig, at skatten stod på Annas kontor, og det var altså mærkeligt… alle havde været inde for lede efter bogstaver på kontoret og havde ikke set skyggen af en skat. Vi blev enige om, at der må have været bamser på spil!

Da børnene på eksemplarisk vis havde delt skatten, var der fri leg og Just Dance, indtil vi sagde farvel og tak for i aften og blev enige om, at sådan klassefest da er endda temmelig hyggelig, og at vi helt sikkert afholder en igen næste år!

Next

Temauge i 0.-2. klasse, november 2019

I mandags blev børnene i 0.-2. klasse delt ind i 2-3-mandsgrupper og fik nogle opgaver, hvor de skulle øve sig på at bruge et stopmotion-program ved at lave forskellige småfilm – en bold, der skulle hoppe ind i billedet og ud igen, og børn eller ting, der på magisk vis skulle bevæge sig rundt i lokalet. Børnene gik til opgaven med liv og sjæl og fik et fint første indtryk af brugen af programmet.

Tirsdagen gik med at fremstille de flotteste cirkusfigurer til ugens endelige produkt – en lille cirkusfilm, og så tog klassen lige en tur til koncert. Og sikke en koncert! Der var liv og glade dage fra start til slut, hvor alle børnene følte sig inddragede, dansede og sang/rappede med, og hvor de voksne skulle danse for børnene. Godt trætte og fyldt op med indtryk travede børnene tilbage til skolen og SFO, og det var en lidt hård, men megahyggelig tur, hvor der blev snakket og grinet, og hvor var tid til at stoppe op og beundre en pløjende traktor. “Den laver spiraler”, “Nej, hvor ser det flot ud, når den vender jorden” og “Man kunne næsten kigge på det her i timevis” var bare nogle af kommentarerne.

Onsdag var helt vildt imponerende. Børnene skulle i deres grupper brainstorme ideer til en film med lige netop de figurer, gruppemedlemmerne havde. Bagefter skulle de i fællesskab udvælge de ideer, de kunne tænke sig at arbejde med, og måske kombinere nogle af ideerne. Og så aftale deres films endelige handling. Da disse ting var på plads, skulle de tegne  verdens mindste storyboard (starten, midten, slutningen af filmen) og lave en cirkusbaggrund. Det var noget spændende, hvordan det hele skulle gå med at blive enige, lytte og alt det der i grupperne, men dagen blev afsluttet med klapsalver og stor ros til alle børn, for de klarede det fint og flot.

I torsdags skulle alle begynde at filme, og det var nogle gange en frustrerende proces, fordi man kunne komme til at skulle lave noget om eller glemte at gemme. Alligevel klarede børnene dagen i stiv arm og kom videre, når der var bump på vejen. Men trætte var alle, da dagen var slut, for når man koncentrerer sig så meget og går så meget op tingene, bliver man simpelthen bare træt.

Fredag blev de sidste hænder lagt på filmene, og allerede her kunne man mærke, hvor meget børnene havde øvet sig dagen i forvejen og hvilke erfaringer, de havde gjort sig. Filmene nåede lige akkurat at være færdige kl. 10.30, hvor 3.-4. klasse skulle komme til premiere.

Under jubel og klapsalver blev filmene vist, og til gengæld var der en gruppe fra 3.-4. klasse, der holdt et flot projektforedrag for 0.-2. klasse om sundhed.

Børnene var megastolte af deres film (med god grund), sikke et stort arbejde!

Next

Idrætsuge, oktober 2019

Årets idrætsuge på Samsø Frie Skole er ved at være ved vejs ende og mangler i skrivende stund “bare” det store sponsorløb, hvor skolens børn løber til fordel for Børnecancerfonden. Det glæder de sig voldsomt meget til, og børnene har virkelig gjort sig umage med at skaffe sponsorer, der alle betaler et selvvalgt beløb pr. runde, som børnene løber i den time, sponsorløbet varer. De er for seje, ungerne på Samsø Frie Skole!

Idrætsugens foregående dage har budt på mange forskellige aktiviteter.

I mandags havde alle børn medbragt deres cykler, så John Betjent kunne efterse dem og give gode råd til forbedringer. John fortalte også om, hvordan man bedst orienterer og – ikke mindst – koncentrerer sig i trafikken, og om hvordan man bedst bliver set. Efter cykeleftersyn og politiformaninger gik børnene i gang med teori om cyklens udstyr, vigepligt, skiltning og meget mere, så de var helt klar til at tage den store cykelprøve og vise, at de også kunne cykle i praksis.

Tirsdagen bød på arbejde i familiegrupper, hvor børnene skulle lave poster til onsdagens stjerneløb, og så skulle de også lige alle sammen lave en coopertest, altså en løbetest, hvor man løber så langt og hurtigt, man kan i løbet af 12 minutter. Igen må man sige, at vi har seje børn her på skolen, for alle børnene gennemførte – også selv om det var meget hårdt. Børnene var gode til at heppe på hinanden og opmuntre hinanden, og selv de yngste børn var meget koncentrerede om at holde regnskab med deres ældre makkeres runder, så ikke en meter blev overset.

I onsdags cyklede vi så til stranden ved Sælvig, hvor alle posterne til stjerneløbet blev sat op, så løbet kunne sættes i gang. Der var mange sjove og spændende aktiviteter, som børnene jo selv havde arrangeret: æggeløb, kimsleg, find fem begravede bolde-leg, fyld en spand med havvand-leg og mange, mange flere. Der var god stemning, og store og små hyggede sig gevaldigt sammen, og de store var gode til at tage de små ved hånden, når der skulle skiftes aktivitet. Efter lækker frikadellefrokost cyklede vi tilbage til skolen i adstadigt tempo, for den friske havluft og al den motion gjorde os meget trætte. Og glade.

Naturskolen lagde jord og lokaler til torsdagens udflugt, hvor Bjarne, Peter og Pia havde lavet det sejeste naturskoleløb til os. Vi skulle tænde bål på tid, lave bådræs, løbe waders-stafet, finde vand- og smådyr og ramme plet med fiskestang og -snøre. Også her var børnene sammen i familiegrupper, og igen var det tydeligt, at de tager sig godt af hinanden og har det hyggeligt sammen. Blæsten var frisk og kinderne røde efter endnu en dag ved vandet, og da Dennis kom med frokosten (stjerneskud) var han meget velkommen, for appetitten var god, og de fleste skulle cykle den lange tur tilbage til skolen efter endt frokost. De yngste børn havde dog lige tid til at lege lidt på naturskolens bålplads, før de blev hentet hjem i biler.

Tak for en skøn uge, og tak til John, Naturskolen og alle jer andre, der hjalp os med at lave en god idrætsuge for børnene. Vi håber at se jer til sponsorløbet.

GOD EFTERÅRSFERIE!