Temauge om FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling, 12.-16. november 2018

En uge i bæredygtighedens tegn har nu nået sin afslutning. Hele Samsø Frie Skole har arbejdet med temaet på flere forskellige måder – både gennem besøg af spændende og vidende mennesker og gennem værkstedsaktiviteter.

Mandag begyndte med en introduktion til temaet, og bagefter fik de ældste besøg af Lene Skafte Bestmann, som fortalte om, hvordan Samsø Kommune arbejder med bæredygtighed. Imens stiftede de yngste bekendtskab med FN’s børnekonvention i selskab med Hr. Skæg og fik også samlet en masse materialer til insekthoteller på en lille gå- og slæbetur til stadion. Tusind tak til Lene for det spændende foredrag.

Tirsdag, onsdag og torsdag foregik i tre store værksteder, som børnene skiftedes til at være i:

I værkstedet “Reartcycling” brugte børnene genbrugsmaterialer til at lave nye og brugbare ting. Der blev bl.a. lavet pindsvinehuse, fine puder og snedige bøger med hemmelige rum. Der var også mulighed for at arbejde med genbrugstræ ved høvlebænken eller pynte og genopfriske medbragte ting.

Værkstedet “Pallebyggelegeplads” i haven var fyldt med hamren og banken og saven. Vi havde været så heldige at kunne hente en masse paller rundt omkring hos gavmilde sjæle på Samsø – tusind tak for det – så der var rigeligt med materialer til at bygge et fort og et sørøverskib. Begge dele har siden har været flittigt brugt af børn i alle aldre sammen med de træsværd, der blev lavet af det overskydende palletræ.

I det sidste værksted – “Insekthoteller” – havde vi den store glæde at have besøg af Birgit Rothmann, som ved rigtig meget om permahaver. Hun fortalte om, hvordan vi kan passe godt på naturen bl.a. ved at plante mange forskellige planter og lave pindsvine- og insekthoteller. Vi fik i løbet af de tre værkstedsdage lavet to store insekthoteller af paller og flere små af trækasser – smukke og meget nyttige. Tusind tak også til Birgit for nogle gode dage!

Temaugens allersidste dag gik hurtigt og meget spændende med en opgave, som skulle løses i mindre grupper på tværs af klassetrin. Opgaven var at bygge et hus af billige og lettilgængelige byggematerialer, som kunne modstå regn og oversvømmelse. Børnene fik en kasse med materialer og skulle begynde at lave et design, som kunne opfylde kravene. Bagefter skulle designet føres ud i virkeligheden og testes. En udfordrende opgave, som børnene klarede med ihærdighed og opfindsomhed.

Det har været en dejlig og meget interessant uge med seje børn, som virkelig har haft arbejdstøjet på. Tak til jer, der kom og gjorde os klogere, og til jer, som havde paller og andet i overskud, som vi kunne få!