Strandlejr, 14.-16. august 2019

For første gang drog hele Samsø Frie Skole af sted på strandlejr. 0.-2. klasse blev kørt og 3.-9. klasse cyklede nordpå til Carlos savværk, hvor rafter, presenninger, økser og andet godt byggemateriale lå klar til brug, så der kunne bygges bivuakker.

Både køretur, cykeltur og bivuakbygning gik godt, og der blev tid til badning, hygge og leg på pladsen og ved stranden. Der kom også et madhold i gang med at gøre klar til aftenens mad, som selvfølgelig blev tilberedt over bål.

Efter lækker, lækker mad og en samling for hele skolen om bålet var aftenen begyndt, og de første børn blev lagt i seng, mens resten kunne hygge ved bål, lege og afprøve soveposer, indtil de selv skulle sove.

Natten bød på regn, mange tak. Heldigvis var langt de fleste bivuakker veloverdækkede, og det var mere materiel end børn, der blev våde, og der blev sovet igennem. En enkelt lærer, der lå ved siden af en af bivuakkerne, måtte dog rykke indenfor i tørvejr i Isabellateltet, da den hyggelige støvregn udviklede sig til silende, soveposegennemblødende plaskregn.

Humøret var heldigvis alligevel højt, da dagen gryede, og alle stod op til en dag, der hele tiden truede med regn. Regnen blev dog aldrig slemmere end, at man kunne gå lidt i ly eller hoppe i regntøjet, og skattejagten, som 5.-6. klasse lavede til de yngre børn, blev afviklet i fint vejr og god stil. Tak, til 5.-6. klasse for en sjov tur.

Tidligt på dagen begyndte Lea at grave sammen med nogle børn fra køkkenholdet. Stegene skulle i jordovnen, men først skulle bålet bruges til at opvarme de mange store sten, der skulle udgøre jordovnens varmekilde.

Imens kunne resten af skolen i hold gå eller cykle turen ind til Nordby for at snolde på Underground, de allerældste kunne komme af sted på cykelorienteringsløb, og de kunne sør’me også nå at planlægge et natløb for mellemtrinnet. Sikke en energi!

Men så var sulten også i top, da stegene blev gravet op fra den varme jord, og tænderne kunne sættes i lækkert, jordovnsstegt kød og alverdens lige så lækkert tilbehør. Og is! Som tre friske herrer fra 7. klasse havde skaffet til os i bytte for havearbejde. Tak for mad en dejlig is.

Da de yngste børn var lagt i seng, gjorde de ældste sig klar til at tage ud i mørket for at gøre uhyggelige poster klar til mellemtrinnet og natløbet. Anders fortalte historien om en pige, som for længe siden forsvandt præcis var Nordby-området, og sagde til børnene, at nu skulle de ud at gå på de stier, som hun havde gået på. Og så var der hellers hyl og hvin i natten, hver gang en ny forskrækkelse ramte natløbsholdene. Tak til vores allerældste og måske -sejeste børn for et godt gys og gode grin i nattens mulm og mørke.

Godt trætte nåede vi frem til fredag morgen, hvor bivuakkerne blev taget ned, og området blev ryddet op. Igen satte børn sig ind i biler eller op på deres cykler, så vi kunne komme hjem igen og hvile ud i lidt mere tørre omgivelser, end strandlejren bød på.

Tak til alle, der hjalp os med lejren, og tak til vores fantastiske børn for en dejlig tur!