Samsø Frie Skole søger SFO-medarbejder til Fridusen

Er du god til at bygge huler, lave snobrød og bruge en hammer? Kan du lave en kompostbunke, grave en køkkenhave og se charmen i at undersøge en snegl? Kan du lide at klippe og kreere, skabe og sy, tegne og trylle? Så er du måske den medarbejder, vi søger til vores SFO, Fridusen. 

Om os: 

Samsø Frie Skole har ca. 60 børn fra 0. klasse til og med 9. klasse, som samlæses i fire grupper. Når børnene fra 0. til 3. klasse er færdige med deres skoledag, fortsætter de i skolens SFO, Fridusen. Vi er en bredt sammensat medarbejdergruppe, hvor humor og respekt er nøgleord, og hvor fokus er på gode arbejdsforhold, samarbejde, trivsel samt pædagogisk og faglig udvikling. Skolens forældre og medarbejdere har et godt samarbejde, som du i særdeleshed skal være en del af. Det er vigtigt for os, at børnene stortrives i et sundt, trygt og kærligt læringsmiljø, og vi lægger stor vægt på, at medarbejderne er engagerede, nærværende og tydelige i mødet med dem. 

Om dig: 

  • Du er en tydelig voksen, som kan tænke nyt og har lyst til at byde ind i forhold til Fridusens udvikling.
  • Du elsker at sætte lege, spil og kreative aktiviteter i gang både indendørs og udendørs.
  • Du er en positiv og nærværende person med lyst og overskud til at være sammen med børn – også i svære situationer.
  • Du er en god sparringspartner for de andre voksne og beder også andre om hjælp, hvis du har behov for det.
  • Du er struktureret i din tilgang til opgaver og aktiviteter, og du spræller og laver fis, når du kan fornemme, at der er plads til det. 

Løn og ansættelse

Der er tale om en fast halvtidsstilling. Derudover kan det blive muligt med flere timer i form af støttefunktion i skoletiden og vikartimer på skolen. Fridusen er åben i hverdagene fra 13.00-16.30. Fridusen er lukket i efterårsferien, juleferien, vinterferien og påskeferien. 

I dine opgaver indgår planlægning af aktiviteterne i Fridusen, kommunikation med forældre, oprydning og rengøring, deltagelse i møder, pædagogiske dage og arrangementer med børn og forældre. 

Lønnen fastsættes efter gældende overenskomst mellem BUPL/FOA og aftaleenheden, som Lilleskolernes Sammenslutning er en del af. Stillingen er med ansættelse hurtigst muligt. 

Frist 

Ansøgning med CV sendes til skoleleder Anna Mattsson på skoleleder@samsoefrieskole.dk senest den 11. april. Ansættelsessamtaler afholdes i uge 16. Alle ansøgninger behandles fortroligt.