Påskeafslutning, april 2019

Den sidste skoledag før påske tilbragte 0.-6. klasse i æggenes tegn. Dennis havde kogt mere end 100 æg, og da der var kommet styr på grunden til, at vi holder påske, kom tusser og bunker af æg frem, så børnene kunne gå påskeægsmalingsamok.

Efter grundig ægpyntning var det på med overtøjet og de gode gåsko, for turen gik til Dyret, hvor æggene skulle stå deres prøve. Efter en hyggelig vandre- og “klatre”tur blev banerne kridtet op, og de håbefulde æggetrillere konkurrerede indbyrdes i indskoling, 4.-5. klasse og 6. klasse.

Terrænet var bøvlet, men børnene var superseje til at komme tæt på målet, og der måtte nøje opmålinger til, før en vinder kunne udpeges. Efter klapsalver og lidt spisning af usmadrede æg, kunne vi gå hjem igen til lækker ferieburger og fredagsrengøring.

Og så er det ægge engang løgn, at vejret var smukt og solrigt hele turen… lige indtil de sidste børn drejede ned ad Stadionsvej.

God påske til jer alle!