Klassefest i 2.-3. klasse, 5. februar 2019

Så blev det også 2.-3. klasses tur til at holde klassefest!

Årets tema var Japan, og der mødte ninjaer, geishaer, karatekæmpere og helt almindelige, tror vi nok, japanere eller japansk inspirerede børn op i det festligste festhumør.

Efter velkomstdrink og fotografering af hele klassen skulle festmiddagen selvfølgelig indtages siddende på gulvet, og havde man lyst, kunne man da også spise med pinde. Retterne var mange og lækre – tak for det til forældrene! – og børnene var heldigvis både sultne og tørstige. Da sulten var kommet lidt på afstand, holdt Lyra og Alma en flot tale for og til både børn og lærere.

Efter festmiddagen var indtaget, var der Kung Fu Fighting-stopdans, limbo, baglæns limbo (ja, det er åbenbart en ting), stoledans og Baby Shark-ballondans, og inden de lækre desserter – også tak for dem til forældrene! – underviste Cian os i at lave det japanske skrifttegn for træ.

Mætte, glade og trætte kunne vi sige farvel og tak til hinanden for en dejlig fest.
Tak for dejlig mad og dejlig hjælp til oprydningen.

Next