Første skoledag, 12. august 2019

På den fineste solskinsdag mødtes vi alle igen på Samsø Frie Skole. Nogle havde haft fødselsdag, mange var vokset et par centimeter, og der var også helt nye børn som skulle bydes velkommen. Rigtig mange børn havde taget deres forældre med.

Vi begyndte med sang og taler i spisesalen, hvorefter alle klassegrupper blev præsenteret under jubel og klapsalver, så vi rigtig kunne se, at vi har dejlige børn på skolen. Efter klassefotografering og endnu en sang kunne vi gå ud til Dennis’ veldækkede morgenbord på terrassen, hvor vi nemt blev mættede og hyggede os og snakkede imens.

Resten af formiddagen var der klasselærertid i alle klassegrupper, og timen over middag bød på en gåtur til Dyret, hvor alle børn skrev et ønske for det kommende skoleår på en lap papir. Alle papirlapperne blev begravet et superhemmeligt sted på Dyret, og til næste sommer graver vi dem op igen og ser, om vores ønsker blev opfyldt, eller om vi i løbet af skoleåret er kommet på andre ønsker.

En dejlig dag med højt humør. Rigtig hjerteligt velkommen til skoleåret 2019/2020.

Next