Første skoledag, 10. august 2020

Vi var nok en del, der ikke helt kunne sove i går aftes, eller som var lidt spændte eller nervøse, da vi stod op til morgen. Både de af os, der “bare” skulle begynde på et nyt skoleår, og så selvfølgelig de af os, der skulle noget så stort som at begynde på skolelivet eller på en ny skole.

Heldigvis var dagen ikke bare speciel, men helt specielt dejlig lige fra morgenstunden, hvor gamle børn og voksne og nye børn og voksne samledes på græsplænen over for skolen for at hilse på hinanden, synge først dagens første sang og bagefter vores nye skolesang. Tusind tak til de forældre, der spillede med og sang for sammen med Frederik! Det gav god energi fra første tone.

Anna holdt en tale for os alle og præsenterede både gamle og nye lærere, og alle klasser blev kaldt op, så vi kunne klappe ad dem og byde dem velkommen med maner. Det var tydeligt, at der er sket noget over sommeren, for mange børn var blevet højere, havde tabt mælketænder, fået ny hårfarve eller ny frisure. De havde dog alle en ting til fælles: det var superdejligt at se dem.

Efter præsentation af klasserne og en sidste sang blev det tid at sende de fleste forældre af sted, men 0.-2. klasses forældre fik lige lov til at komme med ind i haven og spise morgenmad sammen med resten af skolens børn og personale, så de kunne være med til at begyndelsen på de nye skoleliv.

Resten af dagen gik med hygge i klasserne og med at lære nye børn og voksne at kende, måske kigge lidt i nogle nye skolebøger eller lege en god leg. Til allersidst mødtes alle skolens børn og voksne igen på plænen over for skolen for at lege “ægge-ægge”, som måske er den sjoveste leg i hele verden. Der kan i hvert fald ikke have været nogen i hele Onsbjerg og omegn, der var i tvivl om, at Samsø Frie Skole er tilbage fra sommerferie.

Tak for en dejlig dag og velkommen til et nyt skoleår!