8.-9. klasse på skolerejse til Prag, april 2019

Efter en laaang miljørigtig bustur gennem Tyskland ankom vi til Prag ved 9-tiden mandag morgen. En smule trætte, men i højt humør, fik vi sat bagagen af på hotellet og blev kort efter hentet af vores dansktalende guide til en gåtur og rundvisning i bymidten, på Karlsbroen, mv. Det blev tre timers bytur i dejligt forårsvejr, en masse spændende bygninger og butikker, mange turister, og så fik vi en masse at vide om Prags historie, konger, religion, Tycho Brahe, krig og kommunisme.

Turen var en fyldt med mange andre oplevelser. Blandt andet en helt fantastisk forestilling i det nationale marionetteater. Det var ganske specielt for os alle at opleve Mozarts Don Giovanni præsenteret ved hjælp af høje dukker, smukke kostumer og sjove sceneeffekter.

Vi var også på besøg i Theresienstadt en times kørsel fra Prag. Besøget gjorde stort indtryk. Selvom lejren bliver omtalt som en af de “mildere” koncentrationslejre, da det jo var en transitlejr for videre transport til Auschwitz, var der mange skræmmende informationer og indtryk, som vakte mange spørgsmål.

Vores dage i Prag var en oplevelsestur propfuld af aktiviteter. Men der var selvfølgelig også tid til pauser og gode snakke med refleksion over Europas historie inkl. en guidet tur i det jødiske kvarter. Og selvfølgelig blev der hygget, snakket, spillet kort, spist og grinet en masse.

Torsdag var der tid til at sove lidt længere og til at kigge i butikker, inden vi atter steg ombord i bussen for at vende hjem til Samsø.

Tak for en dejlig, dejlig tur til de unge mennesker.